Chapter 4

  Jeg formaner eder derfor, jeg, der fangne i Herren, til at vandre værdig den Kaldelse, med hvilken I bleve kaldede,  

-

  med al Ydmyghed og Sagtmodighed, med Langmodighed, så I bære over med hverandre i Kærlighed  

-

  og gøre eder Flid for at bevare Åndens Enhed i Fredens Bånd;  

-

  eet Legeme og een Ånd, ligesom I også bleve kaldede til eet Håb i eders Kaldelse;  

-

  een Herre, een Tro, een Dåb,  

-

  een Gud og alles Fader, som er over alle og igennem alle og i alle!  

-

  Men hver enkelt af os blev Nåden given efter Kristi Gaves Mål.  

-

  Derfor hedder det: "Da han opfor til det høje, bortførte han Fanger og gav Menneskene Gaver."  

-

  Men dette: "Han opfor," hvad er det, uden at han også nedfor til Jordens nedre Egne.  

-

  Han, som nedfor, han er også den, som opfor højt over alle. Himlene, for at han skulde fylde alle Ting.  

-

  Og han gav nogle som Apostle, andre som Profeter, andre som Evangelister, andre som Hyrder og Lærere,  

-

  til de helliges fuldkomne Beredelse, til en Tjenestegerning, til Kristi Legemes Opbyggelse,  

-

  indtil vi alle nå til Enheden i Troen på og Erkendelsen af Guds Søn, til Mands Modenhed, til Kristi Fyldes Mål af Vækst,  

-

  for at vi ikke; mere skulle være umyndige, der omtumles og omdrives af enhver Lærdommens Vind, ved Menneskenes Tærningspil, ved Træskhed efter Vildfarelsens Rænkespind;  

-

  men for at vi, Sandheden tro i Kærlighed, skulle i alle Måder opvokse til ham, som er Hovedet, Kristus,  

-

  ud fra hvem hele Legemet, idet det sammenføjes og sammenknyttes ved ethvert hjælpende Bindeled i Forhold til hver enkelt Dels tilmålte Virkekraft, fuldbyrder Legemets Vækst til Opbyggelse af sig selv i Kærlighed.  

-

  Dette siger jeg da og vidner i Herren, at I skulle ikke mere vandre, således som Hedningerne vandre i deres Sinds Tomhed,  

-

  formørkede i deres Tanke, fremmedgjorte for Guds Liv som Følge af den Vankundighed, som er i dem på Grund af deres Hjertes Forhærdelse,  

-

  de, som jo følesløse have hengivet sig til Uterligheden, til at øve al Urenhed i Havesyge.  

-

  Men I have ikke således lært Kristus,  

-

  om I da have hørt om ham og ere blevne oplærte i ham, således som Sandhed er i Jesus,  

-

  at I, hvad eders forrige Vandel angår, skulle aflægge det gamle Menneske, som fordærves ved bedrageriske Begæringer,  

-

  men fornyes i eders Sinds Ånd  

-

  og iføre eder det nye Menneske, som blev skabt efter Gud i Sandhedens Retfærdighed og Hellighed.  

-

  Derfor aflægger Løgnen og taler Sandhed, hver med sin Næste, efterdi vi ere hverandres Lemmer.  

-

  Blive I vrede, da synder ikke; lad ikke Solen gå ned over eders Forbitrelse;  

-

  giver ikke heller Djævelen Rum!  

-

  Den, som stjæler, stjæle ikke mere, men arbejde hellere og gøre det gode med sine egne Hænder, for at han kan have noget at meddele den, som er i Trang.  

-

  Lad ingen rådden Tale udgå af eders Mund, men sådan Tale, som er god til fornøden Opbyggelse, for at den kan skaffe dem Nåde, som høre derpå;  

-

  og bedrøver ikke Guds hellige Ånd, med hvilken I bleve beseglede til Forløsningens Dag.  

-

  Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Forhånelse blive langt fra eder tillige med al Ondskab!  

-

  Men vorder velvillige imod hverandre, barmhjertige, tilgivende hverandre, ligesom jo Gud har tilgivet eder i Kristus.  

-