| Chapter 11 |
1 |
Jeg fik Israel kær i hans Ungdom, fra Ægypten kaldte jeg min søn -
|
2 |
Jo mer jeg kaldte dem, des mere fjerned de sig fra mig; de ofrer til Baalerne, tænder for Billederne Offerild, -
|
3 |
Jeg lærte dog Efraim at gå og tog ham på Armen; de vidste ej, det var mig, der lægte dem. -
|
4 |
Jeg drog dem med Menneskesnore, med Kærligheds Reb; jeg var dem som den, der løfter et Åg over Kæben, jeg bøjed mig ned til ham og rakte ham Føde. -
|
5 |
Han skal til Ægypten igen, have Assur til Konge, thi omvende sig vil de ikke. -
|
6 |
Sværdet skal rase i hans Byer, fortære hans Slåer og hærge i hans Fæstninger. -
|
7 |
Mit Folk, det hælder til Frafald fra mig, og råber man til det: "Op, op!" står ingen op. -
|
8 |
Hvor kan jeg ofre dig, Efraim, lade dig, Israel, fare, ofre dig ligesom Adma, gøre dig, som Zebojim? Mit Hjerte vender sig i mig, al min Medynk er vakt. -
|
9 |
Jeg fuldbyrder ikke min Harmglød, gør ej Efraim til intet igen. Thi Gud er jeg, ikke et Menneske, hellig udi din Midte, med Vredesglød kommer jeg ikke. -
|
10 |
HERREN skal de holde sig til, han brøler som Løven, ja brøler, og bævende kommer Sønner fra Havet, -
|
11 |
bævende som Fugle fra Ægypten, som Duer fra Assurs Land; jeg fører dem hjem til deres Huse lyder det fra HERREN. -
|