Chapter 3

  Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,  

-

  mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,  

-

  ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.  

-

  Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,  

-

  han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,  

-

  lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.  

-

  Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.  

-

  Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.  

-

  Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.  

-

  Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;  

-

  han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;  

-

  han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.  

-

  Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;  

-

  hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,  

-

  med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.  

-

  Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;  

-

  han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken  

-

  og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."  

-

  At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;  

-

  min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.  

-

  Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:  

-

  HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,  

-

  hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.  

-

  Min Del er HERREN, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham.  

-

  Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;  

-

  det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,  

-

  godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.  

-

  Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;  

-

  han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.  

-

  Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.  

-

  Thi Herren bortstøder ikke for evigt,  

-

  har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;  

-

  ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.  

-

  Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,  

-

  når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,  

-

  når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?  

-

  Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?  

-

  Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?  

-

  Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!  

-

  Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,  

-

  løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;  

-

  vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,  

-

  men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,  

-

  hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;  

-

  til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.  

-

  De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.  

-

  Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;  

-

  Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.  

-

  Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,  

-

  før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.  

-

  Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.  

-

  Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,  

-

  de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;  

-

  Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"  

-

  Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;  

-

  du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"  

-

  Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"  

-

  Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;  

-

  HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!  

-

  Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,  

-

  du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,  

-

  mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.  

-

  Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.  

-

  Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,  

-

  gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!  

-

  forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.  

-