| Chapter 1 |
1 |
Ord af Prædikeren, Davids Søn, Konge i Jerusalem. -
|
2 |
Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed! -
|
3 |
Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig under Solen? -
|
4 |
Slægt går, og Slægt kommer, men Jorden står til evig Tid. -
|
5 |
Sol står op, og Sol går ned og haster igen til sin Opgangs Sted. -
|
6 |
Vinden går mod Syd og drejer mod Nord, den drejer atter og atter og vender tilbage til samme Kredsløb. -
|
7 |
Alle Bække løber i Havet, men Havet bliver ikke fuldt; det Sted, til hvilket Bækkene løber, did bliver de ved at løbe. -
|
8 |
Alting slider sig træt; Mand hører ikke op med at tale, Øjet bliver ikke mæt af at se, Øret ej fuldt af at høre. -
|
9 |
Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under Solen. -
|
10 |
Kommer der noget, om hvilket man siger: "Se, her er da noget nyt!"det har dog for længst været til i Tiderne forud for os -
|
11 |
Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen. -
|
12 |
Jeg, Prædikeren, var Konge over Israel i Jerusalem. -
|
13 |
Jeg vendte min Hu til at ransage og med Visdom udgranske alt, hvad der sker under Himmelen; det er et ondt Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med. -
|
14 |
Jeg så alt, hvad der sker under Solen, og se, det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind. -
|
15 |
Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt. -
|
16 |
Jeg tænkte ved mig selv: "Se, jeg har vundet større og rigere Visdom end alle de, der før mig var over Jerusalem, og mit Hjerte har skuet Visdom og Kundskab i Fylde." -
|
17 |
Jeg vendte min Hu til at fatte, hvad der er Visdom og Kundskab, og hvad der er Dårskab og Tåbelighed; jeg skønnede, at også det er Jag efter Vind. -
|
18 |
Thi megen Visdom megen Græmmelse, øget Kundskab øget Smerte. -
|