Chapter 7

  Min Søn, vogt dig mine Ord,mine bud må du gemme hos dig;  

-

  vogt mine bud, så skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig;  

-

  bind dem om dine Fingre, skriv dem på dit Hjertes Tavle,  

-

  sig til Visdommen: "Du er min Søster!" og kald Forstanden Veninde,  

-

  at den må vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord.  

-

  Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter;  

-

  og blandt de tankeløse så jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge;  

-

  han gik på Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem på Vej til hendes Hus  

-

  i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem.  

-

  Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet;  

-

  løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;  

-

  snart på Gader, snart på Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun; -  

-

  hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;  

-

  "Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,  

-

  gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig!  

-

  Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred  

-

  jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark;  

-

  kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst!  

-

  Thi Manden er ikke hjemme, - på Langfærd er han draget;  

-

  Pengepungen tog han med, ved Fuldmåne kommer han hjem!"  

-

  Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber;  

-

  tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet,  

-

  til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.  

-

  Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord!  

-

  Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild på hendes Stier;  

-

  thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel.  

-

  Hendes Hus er Dødsrigets Veje, som fører til Dødens Kamre.  

-