Chapter 74

  Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?  

-

  Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.  

-

  Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.  

-

  Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.  

-

  Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning.  

-

  Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.  

-

  På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.  

-

  De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.  

-

  Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.  

-

  Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn?  

-

  Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?  

-

  Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.  

-

  Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved;  

-

  du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;  

-

  Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;  

-

  din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,  

-

  du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.  

-

  Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn!  

-

  Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;  

-

  se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.  

-

  Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!  

-

  Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer,  

-

  lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!  

-