Chapter 10

  Hvorfor står du så fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i Trængselstider?  

-

  Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han spinder;  

-

  thi den gudløse praler af sin Sjæls Atfrå, den gridske forbander, ringeagter HERREN.  

-

  Den gudløse siger i Hovmod: "Han hjemsøger ej, der er ingen Gud"; det er alle hans Tanker.  

-

  Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham går dine Domme; han blæser ad alle sine Fjender.  

-

  Han siger i Hjertet: "Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægt til Slægt."  

-

  Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret er under hans Tunge;  

-

  han lægger sig på Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri, efter Staklen spejder hans Øjne;  

-

  han lurer i Skjul som Løve i Krat, på at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit Garn;  

-

  han dukker sig, sidder på Spring, og Staklerne falder i hans Kløer.  

-

  Han siger i Hjertet: "Gud glemmer, han skjuler sit Åsyn; han ser det aldrig."  

-

  Rejs dig, HERRE! Gud, løft din Hånd, de arme glemme du ikke!  

-

  Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger ikke?  

-

  Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager def i din Hånd; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper.  

-

  Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, så den ej findes!  

-

  HERREN er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort af hans Land;  

-

  du har hørt de ydmyges Ønske, HERRE, du styrker deres Hjerte, vender Øret til  

-

  for at skaffe fortrykte og faderløse Ret. Ikke skal dødelige mer øve Vold.  

-