Chapter 37

  Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!  

-

  Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund!  

-

  Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;  

-

  efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres.  

-

  Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.  

-

  Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og Regnskyl: "Bliv stærke!" For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning.  

-

  De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:  

-

  Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.  

-

  Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.  

-

  Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;  

-

  det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord,  

-

  hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne.  

-

  Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!  

-

  Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky?  

-

  Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?  

-

  Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind?  

-

  Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?  

-

  Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke.  

-

  Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?  

-

  Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,  

-

  fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,  

-

  og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten;  

-

  derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.  

-