Chapter 29

  Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:  

-

  Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,  

-

  da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,  

-

  som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,  

-

  da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,  

-

  da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,  

-

  da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.  

-

  Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,  

-

  Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,  

-

  Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;  

-

  Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.  

-

  Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;  

-

  den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;  

-

  jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.  

-

  Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;  

-

  jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;  

-

  den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.  

-

  Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;  

-

  min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;  

-

  min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"  

-

  Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;  

-

  ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;  

-

  de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.  

-

  Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.  

-

  Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.  

-