Chapter 21

  Så tog Job til Orde og svarede:  

-

  "Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver!  

-

  Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo håne!  

-

  Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utålmodig?  

-

  Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Hånd på Mund!  

-

  Jeg gruer, når jeg tænker derpå, mit Legeme gribes af Skælven:  

-

  De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft?  

-

  Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne;  

-

  deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke;  

-

  ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke;  

-

  de slipper deres Drenge ud som Får, deres Børneflok boltrer sig ret;  

-

  de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner;  

-

  de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget,  

-

  skønt de siger til Gud: "Gå fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst!  

-

  Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke på hos ham?"  

-

  Er ej deres Lykke i deres Hånd og gudløses Råd ham fjernt?  

-

  Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Når deler han Loddet ud i sin Vrede,  

-

  så de bliver som Strå for Vinden, som Avner, Storm fører bort?  

-

  Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, så han mærker det,  

-

  lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke!  

-

  Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, når hans Måneders Tal er udrundet?  

-

  Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner?  

-

  En dør jo på Lykkens Tinde, helt tryg og så helt uden Sorger:  

-

  hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv;  

-

  med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke;  

-

  de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme!  

-

  Se, jeg kender så vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig,  

-

  når I siger: "Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?"  

-

  Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser:  

-

  Den onde skånes på Ulykkens Dag og frelses på Vredens Dag.  

-

  Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør?  

-

  Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt;  

-

  i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger så efter, en Flok uden Tal gik forud for ham.  

-

  Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar - kun Svig er tilbage!  

-