Chapter 13

  Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det;  

-

  hvad I ved, ved også jeg, jeg falder ikke igennem for jer.  

-

  Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå i Rette,  

-

  mens I smører på med Løgn; usle Læger er I til Hobe.  

-

  Om I dog vilde tie stille, så kunde I regnes for vise!  

-

  Hør dog mit Klagemål, mærk mine Læbers Anklage!  

-

  Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig?  

-

  Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud?  

-

  Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske?  

-

  Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske.  

-

  Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde på eder?  

-

  Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde.  

-

  Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil!  

-

  Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Hånd;  

-

  se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd.  

-

  Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!  

-

  Hør nu ret på mit Ord, lad mig tale for eders Ører!  

-

  Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!  

-

  Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Ånden!  

-

  Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for dig:  

-

  Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!  

-

  Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare!  

-

  Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd!  

-

  Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende?  

-

  Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Strå,  

-

  at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,  

-

  lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje. indkredser mine Fødders Trin!  

-